Ord om os:

Læs: Steffen Brandts artikel Et Sprog kom forbi i Dagbladet information:

http://www.information.dk/139687

Læs: Om koncert åbningen af Århus Festuge 2008. Gaffa *****

http://www.gaffa.dk/anmeldelse/28966

Årets 2. bedste danske plade 2007, Af Erik Hansen, BØRSEN Mouritz/Hørslev Projektet: "Så Er Det Sagt" *****

Mouritz/Hørslev Projektets debutalbum "Så Er Det Sagt" var et af den slags samarbejder, hvor en plus en blev til meget mere end to. Musiker og sanger Mads Mouritz gav på pladen musikalsk liv til 12 formidable danske tekster skrevet til lejligheden af digteren Lone Hørslev - og så skete der løjer. Hørslevs tekster satte samtlige øvrige p.t. aktive danske sangskriveres ord til vægs, med sine hverdagstekster om bl.a. forlist kærlighed, en ny begyndelse på Håbets Allé og en umulig Trivial Pursuit-aften med ex'en. Spinkelt og bevidst smalskuldret men inciterende tolket af Mads Mouritz på forbilledlig vis, og med et sublimt album som resultat. Ikke noget at sige til, at Steffen Brandt gik ud og erklærede sig for stor-fan.

Af Erik Thygesen, Soundvenue ***** Mouritz/Hørslev Projektet - et godt bekendtskab

Der er kommet et nyt makkerpar på den danske musikscene, og hører man til dem, som holder af finurlige, danske teksteskapader, der flankeres af en skramlet og charmerende vokal og skæve musikalske ideer, vil man ikke blive skuffet. Duoen består af sanger og komponist Mads Mouritz og forfatteren Lone Hørslev, og det er således Mouritz, der yderst kompetent har dannet det musikalske landskab, som elegant smyger sig om Hørslevs tekster. Og det er netop tekstuniverset, som bliver dette albums absolutte omdrejningspunkt. Lone Hørslev besidder nemlig en evne til at beskrive tingenes tilstand ærligt og nøgternt samtidig med, at hun formår at gøre det med en sproglig finesse, som man ikke oplever ofte i danske musik. Teksterne, som ubesværet, ærligt og elegant kredser om alt fra den svære kærlighed over ugler til Trivial Pursuit, rødvin, flytning og ensomhed, bliver gjort til musikalske oplevelser af Mouritz's fine og skrøbelige stemme. Og lytteren tages med på en rejse ud i afdæmpede og smukke numre som 'Spiller TP hjemme hos mig' og 'Lille krokodille', mens nummeret 'Se på mig' pludselig eksploderer i en herlig støjende, bidsk rock. Der ingen tvivl om, at samarbejdet mellem Mouritz og Hørslev er et smukt resultat af, hvordan lyrik og musik kan og bør forenes. Så man må håbe på, at duoen agter at fortsætte samarbejdet, for alt andet ville være synd og skam.

Pop og poesi Af Thomas Treo, Ekstra Bladet ****

Troubadour Mads Mouritz og forfatter Lone Hørslev søsætter kuldsejlet kærlighed, der klamrer sig til den nænsomme nerve og underdrejede uro i deres vindskæve popvisers indtagende arrangementer. Et stemningsmættet projekt, som flyder ovenpå trods tendenser til højpandet pjank, og drømmer man om en litterær Rasmus Nøhr, så kan øjne og ører hermed åbnes.

I modernitetens trykkoger? AF: Klaus Lynggaard, Information, 12. maj 2007

Hos Mouritz/Hørslev Projektet synges sidstnævntes urimede poesi af førstnævnte - ofte med vellykkede resultater. Poeten & Lillebror holder på sin anden cd derimod fast i det talesprogsagtige, der gerne tipper over i det overfladisk gadesmarte Sanger-sangskriveren Mads Mouritz og poeten Lone Hørslev har under aliasset Mouritz/Hørslev Projektet på cd'en Så er det sagt valgt at springe op og falde ned på de traditionelle regler for Musik & Poesi - hvor musikken fungerer som pædagogisk forklarende lydtapet for ordene - idet de har kanaliseret Hørslevs poesi ind i en traditionel sangtekstfunktion- uden at sætte dens særart over styr, vel at mærke. ??Mouritz har til dato gjort sig bemærket med et lovende engelsksproget album, men det kan nok være, han fremstår noget mere interessant som dansksyngende fortolker af Hørslevs ikke uefne og langtfra rimede hverdagspoesi, der besidder en egen fortryllende undren over eksistensen, som den udfolder sig i modernitetens trykkoger. ??Ifølge pressemeddelelsen er der ingen grænser for alle de kokke, der har været indover for at fremstille denne mestendels originale ret, men det er egentlig ikke, fordi det store antal gæstestjerner maser sig på eller udvisker helhedsindtrykket af en mand, en stemme, en tekst, selvom det da heldigvis godt kan gå behersket agurk, som på det herligt hidsige 'Se på mig'. Stor stilistisk spredning gør det ikke umiddelbart nemt at klistre en genreetikette på projektet, men det mest dominerende er hele vejen igennem Mouritz' udmærkede guitarspil og særdeles udtryksfulde stemme, så vi er vel i grænselandet til sanger-sangskriver.??Fortilfældene for urimet modernistisk poesi og rockende toner kan koges ned til to (så vidt jeg husker): Lars H.U.G.'s City Slang (1983), hvor der sattes splintret postpunk til Søren Ulrik Thomsens forbilledligt klare digte, og Nikolaj Nørlunds lidt blege, men meget følsomme Navnløs (1996), hvor tonsætningen gjaldt nogle af Michael Strunges tekster fra digtsamlingen af samme navn. Så det er ikke verdens mest trafikerede tradition, lytteren befinder sig i, og mestendels går det godt. Det eneste sted, filmen decideret knækker, er i 'Jeg drømte jeg var i New York', hvor Hørslevs flade recitation umotiveret smides i fjæset på lytteren; trods et sprælsk elektronisk slagtøjspræget lydskab bag hende, fremstår hun som middelmådig fortolker af egne tekster - heldigvis er pinen kort, og hun viser sig fra en bedre side i modspil med Mouritz på 'En flyver', albummets allermest spillevende nummer, hvor uforenelige musikalske elementer trods al logik på en eller anden facon går op i en højere enhed. Her opleves ansatser til en originalitet, der ikke uden videre gør sig gældende på Så er det sagt som helhed, idet det som nævnt fluktuerer voldsomt i stemning, tilgang og resultat. Når man hænger på fra først til sidst og såmænd også gerne vender tilbage, skyldes det en fornemmelse af ubøjelig kunstnerisk vilje hos de medvirkende, en umiskendelig trang til at skabe noget, der ikke lyder som de første andre 100 plader. Et oprigtigt forsøg på at flytte både poesien og musikken ud i noget klædeligt uføre, hvor ingen af parterne føler sig rigtigt sikre. Den slags bør applauderes, og vi tøver da heller ikke med at anbefale værket her.

Forfatter og sangskriver mødes, og sød musik opstår Af Ole Rosenstand Svidt, Gaffa ****

Forfattere, der skriver sangtekster, er et ret sjældent fænomen i dansk musik. Digteren Janus Kodal er dog aktuel med tekster til et album med skuespilleren Charlotte Munck, og nu har Lone Hørslev så skrevet et helt album sammen med sangeren og komponisten Mads Mouritz. Teksterne er forholdsvis enkle, og temaerne primært hentet fra hverdagens og kærlighedens op- og nedture, men Hørslev drejer ordene så elegant, at det hurtigt står klart, at hun er vant til at formulere sig i bogform. "Jeg skænker dig mere vin / Og spørger, hvorfor du ikke vil være min / Du siger, at nej, du er i bil", lyder det eksempelvis på "Spiller TP Hjemme Hos Mig". Musikalsk byder Så Er Det Sagt på overvejende afdæmpede, akustisk baserede og ganske vellykkede sange med Mouritz' ret lyse, næsten drengede og dog karakterfulde stemme helt i front. Også strygere, blæsere, guitarstøj, samples, loops, oplæsning ved Hørslev og sågar operasang toner dog frem i det nuancerede og velproducerede lydbillede. En anbefalelsesværdig udgivelse – så er det sagt.

Mouritz/Hørslev Projektet har stort potentiale Af Simon Lund, Politiken ****

Mouritz/Hørslev Projektet viser, hvordan en popsang kan løftes med ordenes temposkift. Som en varm og sløv spansk brise slår Mouritz/Hørslev Projektets sang 'Festsang' én i møde. Den akustiske guitar holder kort snor i vokalen, der med en intim klang lægger ordene rundt om sangens hals som en perlekæde. Men nærværet krakelerer, hvis man lytter efter teksten. Kulden sniger sig ind under skjorten, og pludselig får den ellers tilforladelige lille sangsag pondus. Og det er lige præcis dét, Mouritz/Hørslev Projektet kan: vise, hvordan en popsang kan løftes med ordenes temposkift. Danske Mads Mouritz har igennem en mindre årrække været en talentfuld engelsksproget sanger/sangskriver, men tilbage i vinteren 2006 løb han ind i forfatteren Lone Hørslev, og deres fælles projekt blev sat i værk. Hun sad i København og skrev en håndfuld tekster, der alle har forskellige mænd som fortællere. Han sad i New York og satte nænsomt toner til de tilsendte danske gloser. En række melodisk fine sange sunget med en inderlighed, der spejler privatsfæren i teksterne, og med plads til både en korhilsen til Leonard Cohen og synthklang af Kraftwerk. Generelt mangler sangene dog ofte det temperament, Hørslevs tekster har. Eksempelvis i 'Jeg drømte jeg var i New York', hvor nogle høns bliver fodret med rullepølse, og de »åd det lige så hurtigt og grådigt som/ en forelsket idiot/ der æder den ene fornærmelse efter den anden som om der var tale om/ komplimenter«. Skriver sig ind i en tradition Selv om Mouritz både kan slippe et vredt bjæf og ofte finder et godt balancepunkt mellem det håndspillede folk og de elektroniske detaljer, savner albummet som helhed mere musikalsk uro og flertydighed. Der er glimt af det i den rent instrumentale 'Jeg drømte jeg var i København', der lyder som et balinesisk gamelan-orkester med for meget risvin i blodet. Lykkes dét, kan Mourtiz/Hørslev Projektet med tiden indskrive sig i den fornemme musikpoetiske tradition, der indeholder navne som Dan Turèll & Sølvstjernerne, samt Lars H.U.G. og Søren Ulrik Thomsen. Men der er et stykke endnu.

Produceren, guitaristen og sangeren Mads Mouritz lægger intense følelser og toner i Lone Hørslevs ord. ***** Jyllands Posten

I den ideelle verden er alle sangtekster vedkommende lyrik. Og der findes en del eksempler på, at danske digte er blevet sat i musik. Kim Larsen har sunget Frank Jæger, Lars H.U.G. har sunget Søren Ulrik Thomsen, og Nikolaj Nørlund har sunget Michael Strunge. Det er også hændt, at digtere selv er stået frem med musikledsagelse - Dan Turèll og Jørgen Leth for eksempel. Men de har reciteret, ikke sunget. Umiddelbart kan man tro, at digteren Lone Hørslev gør op med denne praksis og synger sine tekster selv. Måske er hun ikke nogen stor sanger, tænker man, men hun har sans for tone og melodi og integrerer sig direkte i musikken. Oveni er hun så heldig at have en kreativ musiker at gøre det sammen med - der synes ingen grænser for, hvad guitaristen/produceren/komponisten Mads Mouritz kan hitte på. Så dette er ikke pop, rock, jazz eller avantgarde, men en krøllet - men også afslappet og lyttevenlig - blanding af disse genrer. Man får nemt associationer til Eels, da vokalisten har visse fællestræk med E, hovedfiguren i det amerikanske fænomen. Men E er da en mand, vil den kvikke indvende. Og ja, her skal sandheden frem: Det er sangeren i Mouritz/Hørslev Projektet også. Det er nemlig Mads Mouritz, hvis blide røst sagtens kan snyde en og anden. Den første version af nærværende anmeldelse havde derfor udnævnt Lone Hørslev til sanger. Men hun gæsteoptræder blot enkelte steder på pladen. Hun har udgivet to digtsamlinger og en roman, og også på "Så er det sagt" får man hurtigt en fornemmelse af, at ordene har stor vægt. De synes nærværende allerede i teksthæftet. Men sat i musik - meget intuitivt udviklet musik - og med stor indlevelse af den tørre røst, som har forbløffende mange udtryksformer, bliver det ren intensitet.

Hørslev og Mouritz har Holstebro, København og New York som fælles geografiske referencerammer, men det kunne være hvor som helst eller ingen steder. Det handler om følelser mellem mennesker, og de går i musikken som i virkeligheden fra blidt til eksplosivt. Et nærmest tilfældigt tekstuddrag - fra "Læber, tortur": »Dine læber er tortur, de smager af giftige bær og ler, jeg vel give et kongerige for at smage dem igen, at dø med dit bedrag på min tunge.« Alt er ikke ligefrem eventyrfeer dansende i solskin, men i mørket er der mange finurligheder, og typisk nok ender hele molevitten i et nærmest eksotisk instrumentalnummer, "Jeg drømte jeg var i København".